Støjende grænser
Af Lars Svanholm
Som en del af 'Den Internationale Digitale Kunstfestival' viser Århus Kunstbygning en udstilling, som hedder 'På Grænsen'. Denne grænse må udgøre dørtærsklen til en larmende samtid.

Udvikling og produktion
Det kunne være interessant at udtale ordet "kunsthal". I samme moment kunne man lytte til sin egen stemme, mens den forkynder ordet og derpå skabe en tanke, der kunne lede videre til dét, man oplever på et sådant sted. Den umiddelbare tankeforbindelse fører måske hen til et rum af fordybelse og stilhed? Måske oven i købet til et menneskeforladt miljø, hvor kun den udstillede kunst i samklang med det sakrale univers, giver mindelser om et liv, der er levet på en tid, da de udstillede kunstværker blev skabt? Uanset om disse er blevet udviklet og produceret tidligt eller sent i forhold til øjeblikket.
Det forekommer næsten absurd at man i kunstens tjeneste "udvikler og producerer". Disse metaforer burde høre hjemme i rationalitetens tjeneste. I f. eks. erhvervslivet og og det industrielle produktionsmiljø, hvor analyser og behovsforskning ligger til grund for et fremtidigt produktionsmønster. Hvis der her befinder sig en teori om, at man i kraft af et produkts levedygtighed og omsætningsværdi kan skabe et økonomisk udbytte, er succeskriteriet tilfredsstillet.
Sådan hænger tingene som bekendt ikke sammen i billedkunstens verden. Her er det helt andre fundamenter, som betingelserne for succes, hviler på. Det burde være nærliggende at pege på kunstværkets udtryksværdier og den enkelte kunstners håndgribelige trang til at fremstille værket og dermed foretage en kommunikation med dét, som i mange tilfælde er den store ubekendte. Nemlig et stadigt mere undrende publikum.
Billedkunsten besidder ikke en pligt i forhold til beskueren. Den behøver ikke at være direkte aflæselig. Den må i væsentlig grad forlange noget af sit publikum. Har disse ikke fattet meningen eller budskabet, er det i langt de fleste tilfælde muligt at investere i et udstillingskatalog, der måske kunne åbne for værkerne og gøre dem begribelige. Det er vel i bund og grund at "gå ind" i et kunstværk ad køkkendøren, frem for at blive ladt tilbage med en følelse af, at man er blevet præsenteret for noget, der er at sammenligne med et argument, fremført på et sprog, man ikke forstår.

Den digitale kunstfestival
Udstillingen 'På Grænsen' i Århus Kunstbygning er en del af et arrangement, som man har kaldt 'Den Internationale Digitale Kunstfestival'. Umiddelbart fremkalder denne titulering noget køligt i forhold til kunstbegrebet. Digitale medier er kendetegnet ved at fremstille billede og lyd i et teknisk objektivt billede. De fleste af os kan huske, da CD mediet afløste de gamle vinylplader. Da begejstringen over, at man nu var fri for irriterende nålestøj, havde lagt sig, begyndte man at interessere sig for de meget liniære frekvenskurver, der styrtdykkede, da de havde nået de 20.000 svingninger i minuttet. Dette var kalkuleret af producenterne udfra et princip om det menneskelige øres begrænsning. Man havde blot glemt at tage højde for de øvre frekvensers påvirkninger af de hørbare frekvensers karakter. Problemet var naturligvis det samme i det dybe område.
Ifølge fremtidsforskerne, der naturligvis interesserer sig for teknikken, er det såmænd snart nat med CD-mediet, der allerede er i gang med at blive overhalet af andre lydbærere. Man har fundet ud af, hvordan man digitalt kan komprimere lyd og billede, så det ikke fylder noget videre. At det lyder ræderligt og ser kunstigt og tarveligt ud, er ikke noget, der tilsyneladende interesserer producenterne. Det handler om effekt! Om at gøre forbrugerne begribeligt, at alt det nye er bedre end dét, man faktisk netop har
investeret i.
I kunstverdenen sker der noget tilsvarende i disse tider. De godt og grundigt gennemprøvede udtryksformer er med ét blevet uinteressante. Hvis man vil transportere lyd over på en iPod, er man, til en begyndelse i hvert fald, afhængig af en manual. Ligeså hvis man vil bruge sit nyindkøbte digitalkamera. Samtidigt nødvendiggør de kunstformer, som man eksempelvis præsenteres for i forbindelse med 'På Grænsen', en investering. Uden udstillingskataloget, der dermed fungerer som brugsvejledning, er man totalt på Herrens mark.

Underholdende
Århus Kunstbygning fremstår indtil den 26. november, da 'På Grænsen' slutter, som et eksperimentarium. Et ganske underholdende ét af slagsen. Hvis man vil have genereret lyd ud af Tine Bechs installation 'Mememe', må man selv udgøre et aktivt element i sammenhængen. Der er ingen vej udenom, at man ifører sig en passende fodbeklædning. Der er nok at vælge imellem. Gummistøvler med en "fuglerede" af ledninger, der på en underfundig måde skaber en lydkulisse, der er betinget af støvlebærerens bevægelsesmøster. Tine Bech arbejder og bor i London og det tekniske i hendes installation er udviklet af et par, hun omtaler som "Sam and Dave", som naturligvis ikke har det fjerneste at gøre med en soul-duo fra de senere 60'ere. 'Sweet
Soul Music' var et eksempel på, hvad man dengang kunne distibuere på sort vinyl. Med 45 omdrejninger i minuttet.
Tine Bechs samarbejdspartnere hedder Sam Woolf og Dave Lawrence og deres værk rammer langt ud over det interaktive. Der er tænkt i foranderlighed og lyd/billede i en dimension, der, udover at det uundgåeligt taler til beskuerens humoristiske sans, rammer en følsom nerve, som er forbundet med det sentimentale. Åbenlyst kommer dette til udtryk hos denne skribent, i kraft af, at et par fancy popstøvler med lynlås i siden indgår i installationen.

Teknologi og kartofler
Den danske kunstner Mogens Jacobsen har helt tydeligt styr på elektronikken. Umiddelbart ser hans værk 'Power of mind 3 / Dissociative Defense' ret analogt ud i forhold til festivalens digitale tematik. Ved en nærlæsning af kataloget bliver man dog indført i en ret kompliceret teknologi, der påviser en energi, der ligger i kartoflers nedbryningsproces. En kvindelig gæst råbte mig an under ferniseringen. "Det her kræver en mand", konstaterede hun, mens hun udforskede værket og de mange kartofler med to klemterminaler i hver. Jeg kunne udelukkende redegøre for et antal komponenter, som jeg genkendte fra mit engagement i en elektronikvirksomhed i en fjern fortid. "Der er en pære, der lyser", sagde gæsten, og jeg kunne blot korrigere og fastslå, at der her var tale om en grøn lysdiode.
I samme rum er placeret en stor bordplade med 30 motoriserede ølflasker, der i en frekventiv proces drejer rundt og peger i vidt forskellige retninger. Da jeg stadigt befinder mig i selskab med den føromtalte ferniseringsgæst, fortæller jeg om en leg, som vi foretog i min ungdom, når festen var godt i gang. Den gik i sin enkelthed ud på at dreje en tom flaske (dem var der nok af) rundt. Den som flaskehalsen så pegede på, skulle afføre sig en beklædningsgenstand. I samme øjeblik pegede samtlige 30 flasker i Rafael Lozano-Hemmers installation 'Synaptic Caguamas' i retning af en helt tredje ferniseringsgæst, hvilket fik min ledsager til, begejstret, at udbryde "Nu skal du smide tøjet!"

Det støjer
Der er meget, man kan lade sig underholde af i Århus Kunstbygning i forbindelse med udstillingen 'På Grænsen'. Det støjer! Audielt som visuelt. På det nærliggende ARoS vises for tiden racerbiler i et univers, der også rummer en lydkulisse. På Galerie MøllerWitt, også i Århus, udstilles et værk af konceptkunstneren Martin Erik Andersen, i hvilket én af ingredienserne udgøres af en pladespiller, der afspiller en LP-plade i rød vinyl.
Og hvem var så den føromtalte ferniseringsgæst? Jo, såmænd galleriindehaver Charlotte Fogh, der i sit contemporary gallery for tiden viser noget så old-fashioned som malerier af den unge kunstner Kristian Devantier. Disse malerier er alle umiddelbart enkelt aflæselige, og i øvrigt malet med et stort koloristisk overskud.

'På Grænsen' i Århus Kunstbygning er kurateret af Annette Damgaard og kan ses frem til d. 26. november 2006.